Til sommer rejser Frederik Klinge Rasmussen til Milano i Italien for at repræsentere Danmark ved Verdensmesterskabet i den japanske kampkunst Kendo. Hør ham fortælle om vejen til VM, og hvordan det er at dyrke en sportsgren, de fleste skal have en uddybende forklaring på.
Af Casper Brock
”Der er to kæmpere på banen, som er omkring samme størrelse som en badmintonbane. Kæmperne er omringet af tre dommere, der formaterer en trekant udenom dem. Normalt tager en kamp tre til fem minutter. Kæmperne har begge et sværd, som består af fire bambuspinde, som er flettet sammen med en læderbold i enden. Den fungerer på en måde som et spanskrør.”
Sådan kan formuleringen fra Frederik lyde, når han skal forklare folk, hvordan rammerne for en kamp i Kendo ser ud. Frederik Klinge er født og opvokset i Bredballe i Vejle, og har dyrket den japanske kampkunst Kendo siden 2018.
Sværdets vej
Begrebet Kendo betyder sværdets vej og har sine rødder tilbage til den japanske tidsperiode Tokugawa. Det estimeres, at der er cirka seks millioner Kendo udøvere på verdensplan. Dansk Kendo Forbund havde 181 medlemmer i 2023.
En stigning på 50% af året forinden.
Man kan både kæmpe individuelt, eller som tilfældet her med landsholdet, som et hold af fem kæmpere. Hver kamp er bedst af tre point. Man kan score point ved at ramme modstanderen enten i hovedet, håndled, mave eller hals.
Sidstnævnte er “dog ikke noget, som udføres særlig tit” uddyber Frederik og tilføjer at ”som person er jeg en rolig og på ingen måder konfliktsøgende person. Det er derfor lidt komisk, at jeg dyrker den sport, som jeg gør. De japanske rødder i Kendo med meditation, pligt og selvudvikling er egenskaber, som jeg også bruger privat.”
Novaskolen som dojo
Det var en almindelig aften hjemme på teenageværelset, da Frederik i 2018 opdagede Kendo ved tilfældige swipes på sin telefon. Han havde forinden prøvet flere sportsgrene af, heriblandt svømning, men ambitionerne og gnisten var der ikke.
”Mine forældre har altid sagt til mig, at du skal finde noget, som du vil lave resten af dit liv.”
Med et ønske om at blive presset og prøve en helt ny form for sport, drog Frederik afsted mod Novaskolen i Vejle, hvor den lokale klub holder til og træner. Det første møde med sporten, kulturen og samspillet med krop og taktik tiltalte Frederik, og han var klar over, at han var landet på sin retmæssige hylde.
Landshold og sammenhold
”Kendo er i Danmark stadig en nichesport, hvilket giver en anden form for fællesskab. Vi træner meget her i Trekantområdet og har landsholdslejr på Fyn. Man har en helt anden mulighed for at lære andre udøvere af kende, ligegyldigt hvor i landet de bor og træner.”
Udtagelsen til landsholdet foregår ved en samling på Fyn, hvor alle har mulighed for at komme og vise deres evner.
”Jeg har virkelig arbejdet for at komme til der, hvor jeg er i dag, men jeg ville nok ikke kalde mig et talent.”
Det hårde arbejde er kommet Frederik til gode, og han har kæmpet sig til én af de fem pladser på landsholdet. I fagsprog kaldes kæmperne for Kendoka. Den 3. juli sætter de derfor kursen mod Milano, hvor de skal kæmpe mod lande fra de nærmeste og fjerneste kroge af verden. Frederik har tidligere stået overfor, blandt andet, den forsvarende Europamester fra Frankrig i individuel kamp
Fremtid og drømme
Spørger man ind til Frederiks drømme og forhåbninger for Kendos fremtid i Danmark, har han flere opfordringer og visioner hertil.
”Sidste gang tror jeg, at målet var at få Danmark på verdenskortet indenfor sporten. Det vil jeg sige er lykkedes. Samtidig håber jeg på, at sporten vil udvikle sig. Jeg vil rigtig gerne se Danmark stå med et helt herre- og kvindelandshold med en tilhørende skare af folk, som bakker dem op.”
“Jeg håber at sporten vil fortsætte med at udvikle sig, og at mange vil se, hvor fedt det er at dyrke Kendo.”
Man kan følge landsholdet til VM på World Kendo Championships hjemmeside