Nichesport rammer bullseye i Vejle: ”Om tre år er vi danmarksmestre” 

Dart har altid været en nichesport i Danmark, men det ser ud til at høre fortiden til. De seneste fem år har sporten nemlig oplevet fremgang, og især det seneste halve år er sporten eksploderet. Her er Vejle blandt landets førende. 

Dartklubben Royal i Vejle er et sted for alle, uanset om du er ung, gammel, kørestolsbruger eller ej. Et sted hvor mangfoldigheden er i fokus.

Tekst og foto: Dan Juul Andersen

Når snakken går på, hvilke sportsgrene der er mest populære i Danmark, er det fodbold, håndbold, gymnastik og badminton, der er topscorerne. En sport som dart er sjældent et taleemne. Men det er der ved at blive lavet om på, hvis man kigger på sportens udvikling og de tiltag, man har foretaget. 

”Dart er i fremgang i Danmark efter nogle år, hvor det har ligget lidt i dødvande. Det har knebet med at få unge spillere i gang. Men nu er man i gang med at få digitaliseret sporten. Vi går fra at skrive på kridttavler til pointoptælling på iPads. Det gør det nemmere at få unge ind i sporten,” siger Ole Brink Andersen, der er formand for Dartklubben Royal i Vejle. 

Igen en del af eliten 

Det har dog ikke altid været en dans på røde roser. Tværtimod. Hvis man går få år tilbage, kunne der sættes spørgsmålstegn ved sportens fremtid i Vejle. I en årrække var de nede at rode rundt på et niveau, der ikke var godt nok. 

Det efterlod et stort stykke arbejde for Ole Brink, der overtog formandsposten, da det så værst ud. 

”På grund af spillerflugt rykkede vi ud af 1. division for seks år siden, men til jul rykkede vi så endelig op igen. Det var mit primære mål, da jeg blev formand. Nu satser vi på, at vi om tre år er danmarksmestre igen,” fortæller formanden om klubbens visioner. 

Førende indenfor mangfoldighed 

Hvis man bevæger sig ned i Dartklubben Royal, finder man mange forskellige slags mennesker. Alt fra små børn til ældre mennesker i kørestole. For i Vejle har de skabt et mangfoldigt miljø, hvor der er plads til alle. Og her er de blandt Danmarks bedste. 

”For det første har vi mange skolesamarbejder, hvor skoler kommer ned og spiller. Derudover har vi været initiativtager i at lancere rullestolsdart, og det er langt fra alle klubber, der har faciliteter til rullestole.” 

Det går så godt, at Ole Brink ikke er i tvivl om tendensen indenfor dart. 

”Det har ikke toppet endnu, så det går fremad. Alle snakker sgu om dart for tiden.”