På landsplan har 993 folkeskolelærer forladt deres job sidste skoleår, viser nye tal fra Undervisningsministeriet. Mens folkeskolelærerne flygter, skruer Vejle Kommune ned for ressourcerne til folkeskolerne i budgettet for 2024.
NOVAskolen er ramt af besparelser i budgettet for 2024. Foto: Christian Bendix
af Christian Bendix
”Jeg så gerne, vi fik flere penge. Men jeg kigger også i et bredere perspektiv og siger, ’det er de penge, der er’,” udtaler Jens Risberg, skoleleder på NOVAskolen i Vejle.
Også på NOVAskolen rammes de af Vejle Kommunes årsbudget for 2024, hvor ressourcerne til bl.a. almenskolen står for skud i de nye besparelser.
Det sker, mens knap 1000 folkeskolelærere har stemplet ud permanent i løbet af sidste skoleår. Det viser resultaterne af en ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet.
Hos formand for Børne- og Familieudvalget og 2. viceborgmester Martin Sikær Kristensen (A), faldt budgettet ikke i nær så god jord. Martin Sikær Kristensen frygter, at velfærden i kommunen lider, fordi man ikke taler nok om problemerne, der findes.
”Vejle Kommune er i en situation, hvor vi slet ikke behøver at spare. Vi er voldsomt privilegerede med en utrolig lav arbejdsløshed. Der er tale om coronabørn, der har vist sig at arbejde godt i mindre grupper, så timingen til besparelser på området er helt gal. Min frygt er, at det er i bunden, de mærker konsekvenserne af besparelserne.”
Jens Risberg anerkender, at besparelserne gør udvikling mulig andetsteds.
”Man kan jo godt have en holdning til, hvorvidt det er oplagt, at man vil spare på børneområdet. Men det bliver til gengæld muligt at bruge penge på ældre og på børn og unge, der er handicappede.”
For almenskolerne drejer det sig om en reduktion på -1%, eller 6.2 mio. kroner. Skolelederen på NOVAskolen ser ikke store ændringer for sine ansatte forude til trods for besparelsen, men kan godt se konsekvenserne af nedskæringerne:
”Nogle steder vil de blive nødt til at afskedige ansatte, det er ikke tilfældet her. Der er bare færre, der kan få job, og nogle steder vil de være nødt til at afskedige.”