Hvis du var ung i 90’erne eller 00’erne, vil Kulturmuseet i Vejle gerne sende dig en uforbeholden undskyldning. ”Din ungdom er kommet på museum” lyder det på museets hjemmeside.
Af Casper Brock
På Kulturmuseet i Vejle er det hverken kalkmalerier, monotone baggrundsfortællere og jakkesætsklædte vagter, som danner rammerne for deres udstilling. I stedet kan man lade øjet skule ud på plakater af store stjerner som Gabrielle Carteris og Luke Perry. Malerierne er byttet ud med kassefjernsyn på natbordet og en enkeltpersonsseng med tilhørende stræklagen.
Hvis du var ung i 90’erne og 00’erne, var det måske en forholdsvis præcis beskrivelse af dit teenageværelse, som lige er blevet opsummeret?
Udstillingen ”Absolute 90’s – Nu med 00’er” afspejler ungdomskulturen i Danmark i denne periode. Den fortæller om en ungdomsgeneration, hvor store stjerner formede ungdommen, definerede trends, og hvor ”for meget” ikke var et skældsord. Udstillingen skal dog ikke kun vise et positivt syn på tiden dengang.
Mads Laier Sørensen, som arbejder i presse og kommunikation for Vejlemuseerne, fortæller om tankerne bag:
”Vi har den seneste håndfuld år arbejdet med den nære fortid i historien. Udstillingen ’Absolute 90’s – Nu med 00’erne’ skal fortælle, hvordan vores samfund har udviklet sig, og hvordan globaliseringen, teknologien og klimaet også påvirkede vores verden dengang”.
Udover det glædelige gensyn med fortiden og nostalgiske følelser, fortæller Mads Laier Sørensen også, at udstillingen ønsker at starte samtaler mellem generationer og belyse problemstillinger, der stadig fylder vores samfund i dag. Det gøres ved, at der suppleres med historier og perspektiver fra tiden dengang
”Nostalgien på udstillingen skal også bruges til, at man som besøgende vil reflektere over, hvad der både var godt og dårligt i vores samfund. Det var en tid, hvor blandt andet klimaet allerede var truet, og sexisme var meget fremtrædende. Udstillingen skal derfor også gøre, at vi tænker over den verden, som vi lever i i dag”.
Nostalgisk vandring
Kulturmuseet ligger i Spinderihallerne, der huser flere kulturoplevelser, madsteder og borgerinitiativer. Udvalget er samlet under ét tag, hvor projekterne løbende udvikler sig.
Udstillingen åbnede tilbage i oktober måned, og er estimeret til at være åben frem til maj 2026. Udover “Absolute 90’s – Nu med 00’er”, rummer Kulturmuseet yderlig ni andre udstillinger. Kulturmuseet lader sine besøgende træde ind i en tidslomme. Tilbage til en tid, hvor hele verden ikke var tilgængelig på en mobiltelefon.