Cheftræner i Vejle Boldklub efterspørger tættere samarbejde med kommunen 

Den kommende fodboldsæson bliver med et nyt skærpet fokus, som også er at finde i Vejle Boldklub. Nye tiltag fra Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) skal være med til at styrke udviklingen inden for pige- og kvindefodbold. Cheftræner for Vejle Boldklubs 2. divisions kvinder er positiv over for tiltagene, men ønsker et tættere samarbejde med kommunen for at ramme målsætningen. 

Af Emily Ellen Walsh  

Foto: Bo Nielsen

”Der er en rigtig fed og lys fremtid for kvinde- og pigefodbolden helt generelt. Jeg glæder mig!”  

Sådan siger cheftræner Jørgen ”Tand” Sørensen, cheftræner for Vejles 2. divisons kvinder om de nye tiltag, som har til formål at fremme kvindefodbolden.  

Giorgio Marchetti, vicegeneralsekretær i UEFA, har udtalt til TV3 SPORT, at før herrerne kan deltage i de tre store klubturneringer, Champions League, Europa League og Conference League, skal klubben implementere klare målsætninger som skal være med til at udvikle, professionalisere og udbrede interessen for kvindefodbold. 

Jørgen ”Tand” Sørensen fortæller, at Vejle Boldklub har forsøgt at imødekomme disse målsætninger ved blandt andet et tæt og godt samarbejde med herresiden, hvor der især trækkes på erfaring.

”Vi læner os lige nu op ad de stærke kræfter, der er i klubben, som vi virkelig finder på herresiden.”  

Vejle Boldklub har ansat en børneudviklingstræner hos U6 og op til U12 piger. En ny rolle i klubbens pigeorganisation med fokus på at støtte og udvikle fodboldpigerne i børneafdelingen.  

Derudover er en Head of Coaching også tilknyttet Vejles kvindeafdeling med det formål at strukturere trænernes arbejde. 

Planen er yderligere at ansætte en fysioterapeut, en analytiker og en talentspejder. Dertil skal der lægges et stort arbejde i at få udarbejdet alt fra strategisk spillestil til kerneværdier inden for pige- og kvindeafdelingen.  

Elitekommune forpligter 

Selvom Jørgen ”Tand” Sørensen bifalder det øgede fokus på kvinde- og pigefodbolden fra UEFA’s side, ser han dog stadig nogle udfordringer. 

”Der hvor jeg bare ser udfordringen i vores samarbejde med kommunen, er når UEFA og DBU stiller nogle store krav, så følger der ikke mere med, og klubben selv skal stå for det.” 

Cheftræneren ønsker et større samarbejde med kommunen, for at tiltagene får lov til blomstre og virke optimalt.  

“Jeg synes jo det forpligter, når man gerne vil have prædikatet elitekommune”

Foreningsdemokrati

Formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune, Dan Arnløv Jørgensen (C), er åben overfor dialog om et samarbejde og fortæller, at de i kommunen forsøger at hjælpe alle klubber og foreninger for at sørge for så gode rammer som muligt. 

Dan Arnløv Jørgensen (C) fortæller dog også, at de som kommune ikke vil gå ind og særskilt støtte én sportsgren fremfor en anden og heller ikke vil gøre forskel på drenge og pigefodbold.  

”Det synes jeg ville være forkert. Så ødelægger vi hele foreningsdemokratiet.”